
I privaten husker vi at slukke lyset, lukke døre, skrue ned for varmen og alle de andre gode veje til at spare på energien.
Men de mange gode vaner ser ud til at blive hængt på knagen sammen med overtøjet, når vi møder ind jobbet. Det viser en ny undersøgelse fra Energistyrelsen.
Her svarer lidt over halvdelen, at de tænker mere på at spare energi i hjemmet end på arbejdspladsen, og over 30 procent har i løbet af det seneste halve år slet ikke taget initiativer til at spare på energien på arbejdspladsen. Der er heller ikke stor opbakning til medarbejderne fra virksomhederne side. Kun cirka 30 procent mener, at deres arbejdsplads gør meget for at spare på energien.
Og det er skidt, for det er idéen om de mange bække små, der gælder. Mange små energibesparelser kan tilsammen have stor betydning for at sikre forsyningssikkerheden. Derfor har styrelsen også lavet kampagne-materiale, der skal hjælpe med at få sat fokus på energibesparelsen på arbejdspladserne
Vi står i en ekstraordinær situation, og vi kommer ikke udenom, at vi skal spare på energien, uanset om vi befinder os i vores eget hjem eller på vores arbejdsplads. Vi bruger mange timer på vores arbejde, og her skal vi også have de gode spareråd i spil, siger Stine Leth Rasmussen, vicedirektør hos Energistyrelsen.
Idéen om energibesparelse er dog ikke helt væk, når vi er på arbejdspinden. Over 60 procent føler sig motiveret, men motivationen har så her i første omgang ikke mundet ud i egentlig handling.
Derfor opfordrer Energistyrelsen til, at arbejdsgiver og medarbejdere tager en snak om, hvordan man bedst mulig sparer på energien på de enkelte arbejdspladser
Kilde: Energistyrelsen

