
Som følge af krigen i Ukraine og en mere generel øget cybertrussel, har Energistyrelsen lanceret en ny cyber- og informationssikkerhedsstrategi for el-, gas- og fjernvarmesektoren.
Den består af ti konkrete initiativer, som sætter retningen for sektorens fortsatte styrkelse af cybersikkerheden de næste fire år. Strategien kommer i forlængelse af den seneste cyber- og informationssikkerhedsstrategi, som løb i perioden 2019-2021.
Vi skal være forberedt på at håndtere en øget cybertrussel – herunder fra Rusland. Energisektoren er en livsnerve i vores samfund, så cybersikkerheden skal være i top. Derfor er jeg glad for, at der nu kommer en ny strategi på området, og jeg vil gerne kvittere for Energistyrelsen og sektorens arbejde, siger klima- energi og forsyningsminister, Dan Jørgensen.
Den fortsatte digitalisering af sektoren har en række fordele, medfører den også sårbarheder, som cyberkriminelle og fjendtligtsindede magter kan udnytte.
Den digitaliserede energiinfrastruktur er kendetegnet ved, at den ikke blot består af informationsteknologi (IT), men også operationel teknologi (OT) – teknologier, der styrer fysiske processer. Det indebærer en risiko for, at uønskede aktører tager fysisk kontrol over danske energisystemer gennem virtuelle kanaler. Det er en trussel mod forsyningssikkerheden, hvorfor man hele tiden skal styrke cyberforsvaret for at følge med trusselsbilledet.
Kilde: Energistyrelsen

