
Virksomhedernes svar på Bygningspuljen hedder Erhvervspuljen, og den har notorisk haft svært ved tiltrække ansøgninger og få uddelt de midler, der er afsat.
Sådan er det ikke mere. De høje energipriser har sendt mange virksomheder i puljens retning, og når den åbner igen i dag, forventer Energistyrelsen atter at modtage et stigende antal ansøgninger med ønske om flere penge.
Vi er meget glade for at se, at flere virksomheder ønsker at sætte fart på den grønne omstilling og f.eks. konvertere væk fra naturgas ved at søge tilskud fra Erhvervspuljen. Og så håber vi bare, at der er endnu flere virksomheder, der søger tilskud denne gang, når Erhvervspuljen åbner igen, for der er ikke tvivl om, at grøn omstilling af erhvervets energiforbrug er den rigtige vej at gå, siger Energistyrelsens vicedirektør, Stine Leth Rasmussen.
Endnu er alle ansøgningerne fra den seneste puljeåbning ikke blevet behandlet individuelt, og det er derfor uvist, hvor mange der ender med at få tilskud. Men sikkert er det, at der har været en markant større interesse end tidligere.
I alt modtog Erhvervspuljen 220 ansøgninger i marts mod 98 forrige gang. Og det er ikke kun antallet af ansøgere, der er steget kraftigt. Det samlede beløb, der er søgt tilskud for, er på 102 mio. kr. Det er mere end en firedobling i forhold til forrige gang, hvor beløbet var 25 mio. kr.
Trods fremgangen er der dog stadig penge at hente for virksomheder, der ønsker at ansøge i de to sidste puljeåbninger i 2022. Til den forestående puljeåbning er der afsat 175 mio. kr.
Energistyrelsen arbejder løbende på at forbedre og lette ansøgningsprocessen, og til det formål er der udviklet standardløsninger, der gør det mindre kompliceret for virksomhederne at få tilskud.
Vi håber meget, at standardløsningerne og mulighed for vejledning fra Energistyrelsen vil gøre det lettere for virksomhederne at søge tilskud til at få sat gang i projekter, der sparer penge og giver CO2-reduktioner, siger Stine Leth Rasmussen.
Kilde: Energistyrelsen

