
Forsyningstilsynet har sendt et udkast til en ny bekendtgørelse om netvirksomheders reguleringsregnskaber i høring. Høringen kan tilgås via Høringsportalen.
Udkastet til den nye bekendtgørelse om netvirksomheders reguleringsregnskaber indeholder nogle mindre ændringer.
Ændringerne vedrører primært:
Nogle konsekvensændringer, som følger af, at Energistyrelsen forventes snarest at sende ændringer af indtægtsrammebekendtgørelsen i høring.
Ændring af indberetning af regnskabsoplysninger. Forsyningstilsynets hidtidige online anmeldelsessystem (ENAO) lukkes, og netvirksomhederne skal derfor fremover indberette regnskabsoplysninger via andre anmeldelsesskemaer, blanketter og systemer, der stilles til rådighed af Forsyningstilsynet.
Korrektionsbestemmelsen i bekendtgørelsen, som er blevet præciseret således, at det tydeligere fremgår, at der kan ske korrektion af regnskabsoplysninger, som får betydning for en kommende reguleringsperiodes indtægtsramme og differencesaldo.
Forsyningstilsynet har af hensyn til overskueligheden af ændringerne valgt at nyudstede bekendtgørelsen frem for at udstede en ændringsbekendtgørelse. Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 1. juli 2022. Den skal finde anvendelse for regnskabsåret 2022, som skal indberettes til Forsyningstilsynet i 2023, og fremefter.
Eventuelle bemærkninger til udkast til bekendtgørelse om netvirksomheders reguleringsregnskaber samt bilag skal sendes til Forsyningstilsynet senest den 18. maj 2022.
Kilde: Forsyningstilsynet

