
Forsyningstilsynet har lanceret en ny afgørelsesdatabase, der skal gøre det nemmere for forsyningsvirksomheder, branchen, beslutningstagere, juridiske rådgivere, studerende og offentligheden at finde frem til Forsyningstilsynets afgørelser.
Vi har længe ønsket øget gennemsigtighed og en mere effektiv søgbarhed i forhold til vores afgørelser og deraf følgende retspraksis. Både af hensyn til de virksomheder, som vi er i dialog med i forbindelse med vores tilsyn, og som bruger mange ressourcer på efterlevelse. Men også i høj grad beslutningstagere, der bruger vores afgørelser i deres lovarbejde, siger direktør for Forsyningstilsynet, Carsten Smidt.
Afgørelsesdatabasen vil i høj grad også fungere som et internt arbejdsredskab i Forsyningstilsynet, hvor den vil forbedre adgangen til retspraksis og understøtte hurtigheden og ensartetheden i vores sagsbehandling.
Forsyningstilsynets (tidligere Energitilsynet) afgørelser er hidtil blevet offentliggjort på tilsynets hjemmeside og har her lidt under en forholdsvis begrænset søgbarhed. Den nye afgørelsesdatabase har en langt mere intelligent søgemaskine, som blandt andet understøtter fuldtekstsøgning i alle afgørelser. Derudover er afgørelserne sorteret efter forsyningsområde og afgørelsestype, og hver afgørelse er blevet tildelt metadata, som forbedrer søgbarheden mærkbart.
Kilde: Forsyningstilsynet

