I foråret 2021 gik Ørsted og ATP sammen om at udvikle et bæredygtigt koncept til det kommende udbud om en energiø i den danske del af Nordsøen. Nu præsenterer Ørsted og ATP sammen med sine partnere Aarsleff, Bouygues Construction og Van Oord tankerne bag partnerskabets koncept, kaldet ’Nordsøens Energiø’.
Nordsøens Energiø består af en lille inddæmmet ø, der udbygges med fleksible moduler, som løbende kan tilføjes og udskiftes efter behov. Moduler bygges på land og tilkobles Nordsøens Energiø, så øen let kan opgraderes til at forbinde mere end de 10 gigawatt havvind, der er Danmarks nuværende ambition, ligesom den kan tilpasses til at rumme den rivende udvikling inden for Power-to-X og andre teknologier i både 2030 og 2050.
Rasmus Errboe, regionsdirektør for Ørsted i Kontinentaleuropa, siger:
Vi er klar til at levere en ø, der omfavner den rivende udvikling inden for grønne teknologier og muliggør en hurtig skalering af den grønne omstilling. Nordsøens Energiø bliver mere end bare end ø. Vi mener, at vores modulære koncept giver de bedste forudsætninger for, at energiøen er relevant i både 2030 og 2050, og vi glæder os til den videre dialog med både myndigheder og beslutningstagere om Nordsøens Energiø.
De fleksible moduler er den mest fremtidssikrede løsning, og det er også den direkte vej til at levere store mængder grøn strøm så hurtigt som muligt. Modulerne kan bygges på land, samtidigt med at den inddæmmede ø og havvindmøllerne bygges til havs, hvilket vil give store tidsbesparelser i anlægsfasen. Med det fleksible, modulære koncept vurderer Ørsted og ATP, at energiøen i Nordsøen kan levere grøn strøm to år før en ufleksibel, inddæmmet ø.
Danmark får på den måde en energiø, der hurtigt kan idriftsættes og allerede fra start er klar til en ukendt teknologisk fremtid, og som i årtier fremover kan være krumtappen i Danmarks verdensledende tilgang til klimahandling.
Kilde: Ørsted

