
Den stod både på brandvarm pyrolyse, fangst af CO2 og udvikling af fremtidens grønne brændstoffer, da H.K.H. Kronprinsen sammen med klimaminister Dan Jørgensen mandag besøgte en række danske virksomheder, som alle udvikler teknologier, der er med til at sætte fart på Danmarks grønne omstilling.
Virksomhederne var det grønne udviklingsselskab Estech og biogasproducenten Nature Energy i Odense samt deltog i indvielsen af Stiesdals nye pyrolyse-anlæg SkyClean i GreenLab ved Skive.
Klimaministeren benyttede bl.a. besøgene til at understrege, at innovation af grønne teknologier er vigtig for, at Danmark og Europa hurtigere kan vinke farvel til især den fossile gasforsyning fra Rusland fremover.
Krigen i Ukraine slår fast, at Danmark og Europa skal finde nye veje for at blive uafhængige af russisk gas. Innovation og teknologisk udvikling skal sætte turbo på den grønne omstilling, og heldigvis har vi i Danmark lagt et solidt fundament til at gøre netop dette. Det var en ære at være med til at vise H.K.H. Kronprinsen, at vi har nytænkende og engagerede virksomheder, der er klar til at levere på vores fælles, grønne ambitioner, siger klimaminister Dan Jørgensen.
I Skive var H.K.H. Kronprinsen med til at igangsætte det indtil videre største demoanlæg for pyrolyse på dansk jord, SkyClean. Teknologien forventes at kunne spille en vigtig rolle, når udledningen af drivhusgasser i det danske landbrug skal reduceres. På den lange bane regner virksomheden desuden med, at teknologien kan kombineres med grøn brint og producere grønt brændstof, fx til fly.
Udviklingen af grønne brændstoffer til brug i dansk luftfart, shipping og den tunge industri er en ambition, som alle tre virksomheder deler.
Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

