
DI Energi og Brintbranchen har indgået en ny strategisk alliance, som skal sætte skub i udviklingen af Power-to-X og grønne brændsler. Formålet er at styrke Danmarks position som internationalt foregangsland på området.
Alliancen kommer til at hedde Dansk Brint Alliance. Med alliancen ønsker DI Energi og Brintbranchen at etablere et forum, der kan agere som talerør for medlemmerne i forhold til at etablere de bedst mulige rammevilkår for produktion af grøn brint i Danmark.
Alliancen vil fokusere på industriel udvikling og skalering af brint, PtX og grønne brændstoffer – ikke bare i Danmark men i hele verden. Samarbejdet skal bidrage til at få brint gjort til en eksportvare, der kan udvikle sig til et nyt stort eksporteventyr. Danmark har ifølge de to organisationer stærke forudsætninger på området, men skal potentialet realiseres, er der brug for, at Danmark rykker hurtigt, og det er blandt andet på den baggrund, at de to organisationer nu indgår et formelt samarbejde:
Vi er i benhård konkurrence med andre EU-lande om at være blandt de første til at etablere storskalaanlæg, som kan producere fremtidens grønne brændstoffer. Det er en helt ny industri, vi er ved at bygge op, så for at sikre at der kommer fart på udviklingen herhjemme, samler vi nu de virksomheder, der allerede er i gang eller vil i gang med at udvikle fremtidens grønne brændsler til tung landtransport, flytransporten og den energiintensive industri, siger DI Energis branchedirektør Troels Ranis.
Alliancen vil drage nytte af kompetencerne i alle dele af energiindustrien. De to organisationer dækker hele værdikæden fra start til slut og har tilsammen både bredden og den indgående ekspertviden, der skal til for bredt set at løfte branchen og den nye industri til storskalaniveau og Danmark til en plads i det internationale førerfelt.
Industrien står på spring for at komme i gang, og få år ude i fremtiden venter en gigantisk efterspørgsel på grønne brændstoffer, og uden PtX må vi sande, at det bliver umuligt at indfri målet om klimaneutralitet i 2050, siger Troels Ranis.
Kilde: Dansk Industri

