
Små og mellemstore virksomheder i industrien, bygge- og anlæg og installationsbranchen efterspørger viden og værktøjer i forhold til klimaarbejdet. Det oplever Lemvigh-Müller, som fra marts udbyder kurser i bæredygtighed og klima.
Mange små og mellemstore virksomheder er ikke gået i gang med den grønne omstilling, selvom de mærker et stigende pres. Det handler ikke om manglende vilje, men om manglende viden og værktøjer – og også om ressourcer. De kan ikke trække på store stabsfunktioner, men er måske 1-2 kontormedarbejdere til at løfte opgaven oven i alt det andet, de skal tage sig af, siger Pernille Kiær, der er bæredygtighedschef hos Lemvigh-Müller
Det videnshul vil Lemvigh-Müller gerne være med til at lukke. Stål- og teknikgrossisten udbyder derfor fra marts en række kurser i klima og bæredygtighed til virksomheder i el- og vvs-sektoren, industrien samt bygge- og anlægsbranchen. Det foregår i samarbejde med rådgiveren Sustainable Business Solutions, som bl.a. står bag klimakurser.dk
Vores kunder blandt de små og mellemstore virksomheder har – uanset branche – mange spørgsmål til, hvordan de helt lavpraktisk kommer i gang med klimaarbejdet. Jeg oplever, at de er meget engagerede og efterspørger konkret viden om bl.a. krav, standarder og klimaregnskaber, siger hun.
Lemvigh-Müller har udbudt fagkurser i mange år. Bæredygtighedskurserne er ikke en indtjeningskilde for virksomheden, understreger Pernille Kiær. Det koster noget at deltage, men prisniveauet er sat, så det i bedste fald går i nul for stål- og teknikgrossisten.

