
Den danske eMobility-platform Spirii, som lancerede deres forretning for kun 2 år siden, placerer sig nu tungt i Europa med udvidelsen af deres internationale portefølje. Sammen med den nederlandske ladeoperatør PowerGo, skal Spirii udrulle 15.000 ladestandere indenfor de næste to år i flere europæiske lande. Det er en af de hidtil største investeringer i offentlig ladeinfrastruktur i Europa
Netværket af ladestandere skal rulles ud i Frankrig, Holland, Tyskland, Skandinavien, Spanien, Belgien og UK, og af de 15.000 ladestandere skal der etableres intet mindre end 8.000 lynladere.
De mange ladestandere gør, at det dansk/nederlandske samarbejde bliver en af de tunge spillere på det europæiske marked. Som sammenligning forventer Ionity at nå 7.000 ladestandere i 2025.
PowerGo og Spirii vil herudover etablerer 7.000 ladepunkter ved indkøbscentre, parkeringshuse og virksomheder, for at sikre opladningsmuligheder de steder hvor elbilister holder parkeret i længere tid. Alene denne aftale med PowerGo giver Spirii et kæmpe forspring på et europæisk marked, hvor flere platforms-udbydere kæmper om at dominere, og placerer virksomheden helt fremme i den europæiske superliga.
PowerGo, et datterselskab af solenergiproducenten PowerField, vil stå for at etablere ladestationerne, som vil lade med strøm produceret på egne solcelleparker, og Spirii skal levere platformen, der sikrer bl.a. betalingsløsninger, og på sigt også håndtere den energitransformation Europa står overfor med vehicle-to-grid løsninger.
Netværket vil være åbent for alle elbilister og blive en del af det europæiske roamingnetværk for at sikre bedre lademuligheder for elbilister uanset kundeforhold.

