
Bornholm skal være Østersøens og Danmarks fyrtårn for udnyttelse af grøn energi fra havvindmøller. Sådan lyder det fra et bredt konsortium med en række offentlige og private aktører, der står bag Erhvervsfyrtårn Bornholm.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter konsortiets ansøgning med 27,2 mio. kr. fra REACT-EU. Bestyrelsen udmønter i alt 595 mio. kr. som opfølgning på anbefalingerne fra de regionale vækstteams.
Det første, store skridt på vejen er grundlæggelsen af et center for grøn energi, som skal have internationalt udsyn. Sideløbende skal en række andre hovedaktiviteter i Erhvervsfyrtårn Bornholm sættes i gang, og målet er at bidrage til Danmarks grønne omstilling og samtidig skabe vækst og arbejdspladser på Bornholm.
Fyrtårnsprojektet, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu støtter, omfatter en række større hovedaktiviteter og mange mindre projekter herunder, som skal rulles ud i løbet af 2022 og 2023. Det mest markante er det nationale center for udnyttelse af grøn energi fra havvindmøller, der er planlagt til en placering i det gamle elværk i Rønne. Ambitionen med centret er, at det skal være nationalt og internationalt knudepunkt for grøn energi og trække aktører, aktiviteter og investeringer inden for grøn energi til Bornholm.
Blandt de øvrige projekter i det bornholmske erhvervsfyrtårn, der kan realiseres med midlerne fra Danmarks Erhvervsfremmmebestyrelse, er:
Realisering af Energiø Bornholm med fokus på erhvervsmulighederne i Bornholm som Østersøens centrum for havvindenergi.
Bornholm som Østersøens grønne transporthub. Forundersøgelse, der blandt andet belyser muligheden for et Power2X-pilotanlæg på Bornholm.
Videreudvikling af Bornholm som test-ø, hvor lokale, nationale og internationale aktører udvikler fremtidens energiteknologiske løsninger.
Residential College for studerende og forskere fra DTU, andre universiteter og uddannelsesinstitutioner udvikler og deler viden.
Etablering af dataplatform, der muliggør opsamling, lagring og deling af relevante måledata.

