
Håndværkerbranchen havde det overordnet set godt i 2021. Der var travlt. Desværre også hos dem, som udførte uautoriseret el- og vvs-arbejde, viser tal fra Sikkerhedsstyrelsen.
Således var der 161 anmeldelser om uautoriseret udført arbejde, og det er en væsentligt stigning siden 2020, der bød på 90 anmeldelser. Ydermere endte hele 109 med en politianmeldelse. Det er så tæt på en fordobling siden 2020, man kan komme, idet man her havde 54 politianmeldelser.
Tallet er både godt og dårligt. Selve antallet er naturligvis langt fra godt, men noget positivt ligger der i de mange politianmeldelser.
Det er positivt, at så mange sager følges til dørs, for det viser, at overtrædelserne bliver taget alvorligt, vurderer Simon O. Rasmussen, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Ellers er der ikke meget positivt at sige om de mange såkaldte klamphuggere, der finder arbejde på et arbejdsmarked, hvor kravet om autorisation ikke er taget ud af den blå luft, men har baggrund i den betydelige risiko, der er forbundet med forkert udført arbejde.
Derfor er Simon O. Rasmussen også ærgerlig over tallet.
Fra tidligere undersøgelser har vi grund til at tro, at de anmeldte sager blot er toppen af isbjerget. Formentlig udføres der langt mere uautoriseret arbejde i de danske hjem, som aldrig bliver anmeldt. Derfor er er tendensen i de nye tal også så meget mere bekymrende.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne

