
For cirka 100 dage siden kom det nye design på energimærkningsrapporten. Siden har 21.000 boligejere fået en af de nye rapporter, der skal gøre det nemmere for forbrugerne at vide, hvor det bedst kan svare sig at energirenovere.
Jeg glæder mig over, at der allerede er over 20.000 boligejere, der nu får konkrete bud på, hvor de kan energirenovere deres boliger. Og antallet af boligejere, der modtager et energimærke er støt stigende. I 2021 blev der udarbejdet over 80.000 energimærkninger. Den nye rapport er et godt værktøj til boligejere, der gerne vil nedbringe boligens energiudgifter og bidrage til den grønne omstilling, siger vicedirektør i Energistyrelsen Stine Leth Rasmussen
Konkret giver rapporten nu et overblik over, hvad de op til tre bedste renoveringsprojekter ventes at koste, hvor lang tid det tager at gennemføre, og hvad boligejeren kan skære af energiregningen og CO2-udledningen hvert år. Samtidig skaber rapporten en stærkere sammenhæng til den digitale informationsindsats SparEnergi.dk. Her kan den enkelte boligejer eller –køber anvende rapportens oplysninger på hjemmesiden til at finde de energiløsninger, der matcher netop deres behov og blive guidet til hvilken type fagperson, der skal kontaktes.
I 2020 blev der udarbejdet omkring 68.000 energimærkninger, mens det tal er steget til omkring 81.000 i 2021.
Kilde: Energistyrelsen

