
Den 1. marts er der ansøgningsfrist for at søge ind på en ungdomsuddannelse. Det får normalt grundskoleelever og forældre til at strømme ind på landets gymnasier og erhvervsuddannelser til info- og orienteringsaftener i januar. Men høje coronasmittetal tvinger mange uddannelsesinstitutioner over hele landet til at tænke i alternativer.
NEXT Uddannelse København har løsningen klar i form af online info- og orienteringsaftener på YouTube, som i år særligt henvender sig til unge mellem 15-18 år.
Vi ved, hvor vigtigt det er for de uddannelsessøgende at få vejledning og opleve vores forskellige uddannelser. Derfor går vi igen i år live på YouTube fra vores respektive uddannelser en række aftener i januar. Her vil de unge og deres forældre få et indtryk af gymnasierne og erhvervsuddannelserne via interviews med bl.a. elever og undervisere, ligesom de vil kunne tilgå såkaldte live breakout-rooms og chatte med eller ringe ind til vores vejledere, forklarer Ole Heinager, direktør for NEXT Uddannelse København.
Det har ifølge Ole Heinager igen i år været nødvendigt at lave arrangementerne online for at agere ansvarligt, undgå at bidrage til smittespredningen og samtidig komme i dialog med de unge om uddannelsesvalget.
Vi undersøger også muligheden for at iværksætte besøgsdage i mindre hold for de unge i løbet af januar og februar. Er man interesseret i det, kan man kontakte den lokale studievejleder på de respektive NEXT-uddannelser for at høre mere om kommende besøgsdage, siger Ole Heinager.
Kilde: NEXT København

