
Man kan have forskellige opfattelser og måltal af vækst. Imidlertid kan man formentligt tage hvilken som helst af dem, og de vil bone ud ret kraftigt, når det gjaldt Elcons vækst i Nordjylland.
Virksomheden, der har over 1.150 medarbejdere, er godt nok landsdækkende, men tilbage i 2018 havde man kun én mand i det nordjyske, nemlig da man overtog det veldrevne firma Nordjysk Energiteknik.
Siden er det gået mere end almindeligt stærk. I dag, tre år efter, er der 60 ansatte. Dog ikke i den lille virksomhed.
Samme år, 2018, overtog man Utility Solutions i Støvring og deres 15 medarbejdere, der er eksperter i arbejde med elforsyningsanlæg.
I 2019 købte man elinstallatøren NT El-service med omkring 30 medarbejdere. Siden da har Elcon samlet de nordjyske aktiviteter på Atletikvej i Svenstrup og hyret flere medarbejdere, så man i Nordjylland er vokset til de cirka 60 medarbejdere fordelt på tre områder; service, forsyning og CTS.
Forsyningsafdelingen arbejder bl.a. med højspænding for forsynings- og industrivirksomheder, mens serviceafdelingen løser et hav af el-opgaver for nordjyderne.
CTS-afdelingen arbejder populært sagt med at gøre bygninger intelligente gennem måling og automatisering. Eksempelvis servicerer afdelingen Alfa Lavals CTS-anlæg i Aalborg samt Aalborg Kommune, hvor afdelingen bl.a. har en udviklet en ny metode til overblik over legionella-sikring af deres brugsvandsanlæg.
Vi er vokset støt i Nordjylland over de senere år, så vi i dag både servicerer hele regionen og koordinerer og løser en række landsdækkende aktiviteter derfra. Og den styrkeposition regner jeg med, at vi vil udbygge fremover, siger direktør for Elcon, Jesper Knudsen.

