
Ventetiden på den kommunale godkendelse af en byggesag kan være meget forskellig fra kommune til kommune. 188 dage til forskel, viser en kortlægning af de kommunale sagsbehandlingstider fra DI.
I den hurtigste kommune er ventetiden fire dage. Den længste er 188 dage længere, altså192 dage, eller mere end et halv år.
Det koster vækst og arbejdspladser, når virksomhedernes byggesager ikke bliver behandlet hurtigt. Der skal mere tempo på, så virksomhederne kan komme i gang med deres byggeri. For kommunerne er det også værd at huske på, at det også koster deres lokalsamfund penge og arbejdspladser, når virksomhederne må vente på at få godkendt deres byggesager. Derfor vil det være en klar sejr for både virksomhederne og kommunerne, hvis ventetiden i de kommende år bliver nedbragt, understreger DI’s politisk direktør Emil Fannikke Kiær.
Derfor foreslår DI, at kommunerne opretter en slags fast-track ordning for de ukomplicerede byggesager.
Derudover kan kommunerne have en forhåndsdialog med bygherrerne og fastsat en tid for sagsbehandlingen. Og så skal kommunerne om nødvendigt hyre eksterne konsulenter til at behandle sagerne, så den store sagsbunke i nogle kommuner kan bekæmpes.
Kilde: DI

