
Mens du læser disse linjer, er kampen om de cirka 340 mio. kr., der er i årets sidste udgave af Bygningspuljen, i fuld gang. Forrige gang sad tusindvis i kø i timevis med håbet om at få tilskud til at fra nye vinduer til varmepumper, og der er næppe grund til at tro, at det bliver anderledes denne gang.
Allerede fra kl. 9 åbnede det digitale venteværelse, men først fra kl. 10 var der reel mulighed for at søge om midlerne.
Men boligejere, der sidder varmt og godt i en velisoleret bolig bag gode vinduer, kan godt slappe af, for lige præcis hjælp til isolering og nye vinduer er målrettet de energimæssigt dårligste boliger, det vil side dem med energimærke E, F og G.
Til gengæld kan alle godt søge om en økonomisk håndsrækning til en nye varmepumpe. Det vil typisk sige boliger med olie- eller gasfyr.
Sagsbehandlingen foretages kronologisk i den rækkefølge, som ansøgningerne er modtaget i og forventes at være afsluttet ved årsskiftet. Hvis man får tilsagn om midler fra puljen, kan der altså gå op til seks måneder fra man indsender en udbetalingsanmodning, til pengene bliver udbetalt.
Hvis det relativ urealistiske scenarie med, at alle pengene ikke er langet over disken i aften kl. 20, skulle udspille sig, vil Energistyrelsen pause systemet frem til kl. 8 onsdag morgen.
Kilde: Energistyrelsen

