De grønne energiløsninger skal have mere fart på, mener EU, der har oprettet en af verdens største fonde på ikke mindre end 75 milliarder kroner.
Pengene skal støtte demonstrationsprojekter af nye banebrydende energiteknologier i stor skala inden for vedvarende energi, energilagring, industriprocesser samt optag, lagring og anvendelse af CO2. Fonden er finansieret af salget af 450 millioner CO2-kvoter i EU’s kvotehandelssystem. Med andre ord bliver det forurenerne, der betaler til fonden.
Netop inden for udvikling af grønne energiløsninger har Danmark tradition for at stå rigtig stærkt – både i EU og globalt. Landvind, havvind, intelligente fjernvarmesystemer, energilagring og fremtidens elsystem er allerede markante fokuspunkter herhjemme.