Med en udskrivning på 600 millioner kroner har regeringen sendt en usædvanlig stor investering afsted til udvikling af vindenergi i Afrika.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs har godkendt en dansk medfinansiering på 600 millioner kroner til opførelsen af en vindmøllepark på op imod 54 møller, eller 100 MW, tæt på Etiopiens hovedstad Addis Ababa. Den samlede investering i vindmølleparken beløber sig til 1,26 milliarder kroner, hvoraf Danida Business Finance bidrager med de 600 millioner kroner. Projektet vil blive udbudt blandt danske virksomheder.
Vindmølleparken vil kunne levere bæredygtig strøm til over hundrede tusinde husstande i et land, hvor mindre end hver tredje i dag har adgang til nogen form for elektricitet. Målet for Etiopien er, at alle skal have adgang til strøm inden 2025, og nu rykker det afrikanske land et skridt næremere at få det opfyldt.
Kilde: Udenrigsministeriet