
Danske SMV’er har så meget tiltro til fremtiden, at hver femte regner med at ansætte flere medarbejdere inden for et halvt år. Det kniber derimod mere med troen på at finde de rette medarbejdere til jobbene, og især inden for brancherne industri og bygge/anlæg, hvor mange virksomheder forventer vækst, samt handel og transport forventer SMV’erne rekrutteringsudfordringer.
Det er et par af budskaberne i en ny publikation fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, ”Genstart af danske SMV’er”. Publikationen baserer sig blandt andet på data fra Danmarks Statistik og svar fra bestyrelsens nye virksomhedspanel, som 5.000 SMV’er i april har deltaget i.
Adgangen til kvalificeret arbejdskraft er en af de tværgående drivkræfter i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses strategi og centralt i det store virksomhedsprogram, som i den kommende tid ruller ud til virksomheder over hele landet. Virksomhedsprogrammet drives af erhvervshusene og finansieres med 600 mio. kr. fra de såkaldte REACT-EU-midler.
En del af indsatsen – 50 mio. kr. – er øremærket ansættelse af såkaldte vækstpiloter i SMV’er.
Vækstpiloter er som regel højtuddannede, der matches med virksomheder, der har behov for et ekstraordinært udviklingsarbejde eller brug for hjælp til at eksempelvis grøn eller digital omstilling.
Flere steder i landet har vækstpiloter vist deres værdi, blandt andet i socialfondsprojektet ”Akademiker i erhvervslivet”, drevet af Aarhus Universitet. Projektet har matchet over en snes af sine nyuddannede akademikere med en SMV, og syv ud af 10 deltagende virksomheder oplever, at en nyuddannet kandidat har tilført virksomhedens medarbejdere nye kompetencer.
Kilde: Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

