Hos fagforeningen 3F giver man ikke meget for al den nød omkring manglende arbejdskraft, som stadig flere virksomheder og organisationer er fremme med i flere medier for at give indtryk af et overophedet arbejdsmarked. Det er et rent mediestunt, mener Søren Heisel, forbundssekretær i 3F.
– Der er næsten ingen grænser for, hvor mange mennesker de her virksomheder påstår at kunne ansætte. Men eksemplerne holder næsten aldrig vand, når vores lokalformænd eller ledige 3F’ere tager kontakt, siger Søren Heisel.
Og det er virksomheder over en bred kam, der går fra at kunne ansætte mængder af folk, til, når det kommer til realiteterne, ikke engang vil tage folk til samtale, måske kun mangler en lærling eller har glemt at slå en stilling op.
Søren Heisel henviser til den store halvårlige rekrutteringsundersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der senest kom i foråret 2018, hvor seks procent af alle landets virksomheder meldte om rekrutteringsproblemer. Og ud af disse seks procent meldte 27 procent om ”produktionsbegrænsninger”.
– Vi anerkender selvfølgelig, at det bliver sværere for virksomhederne at finde arbejdskraft med 110 procent toptunede kvalifikationer i takt med, at det går bedre og bedre på det danske arbejdsmarked. Men skræmmekampagnerne er blæst helt ud af proportion, siger Søren Heisel.