Det er piblet frem med en masse spændende projekter, da NRGi efterlyste projekter, som kunne få midler fra NRGi’s værdipulje, der støtter den bæredygtige udvikling af Østjylland.
Projekterne omfatter alt fra energirenovering af en festsal i Åstrup og intelligent hulmursisolering af Skæring Forsamlingshus til etableringen af et læringsområde ved VM i Sejlsport og udfasning af plastikposer på Samsø. Også forskellige sociale projekter får støtte. Bl.a. Hyttefonden i Grenaa, der vil opføre en handicapvenlig bålhytte med shelter, og ”Mænds Mødesteder” i Aarhus, der får støtte til nye el-cykler.
Med 33 udvalgte projekter og fem millioner kroner i puljen, slår man rekord med både beløbet og antallet af ansøgere, der kan se frem til at få deres idé realiseret. Også på kreativiteten har der været sat trumf på.
– Der er stadig et stort behov for, at vi sammen gør Østjylland og omegn grønnere. Derfor er det også kærkomment, at så mange andelshavere har gjort sig umage for at sende os kvalificerede bud på små ideer og store projekter, der gør en mærkbar forskel ude i lokalsamfundene og for hele forsyningsområdet, forklarer Eva Ryberg, der er bestyrelsesformand i NRGi.
– Det er vigtigt for os, at støtten fordeles vidt og bredt, så flest mulige andelshavere får glæde af udviklingen. Der skal være plads til små og meget lokale projekter, der skal være rum til de store banebrydende koncepter, og så skal der være støtte til foreninger, der hjælper de udsatte og de, som har det svært, fortæller Eva Ryberg.
Støtten på de forskellige 33 projekter varierer fra 15.000 kr. og til 800.000 kr.