
Med afsæt i regeringens Strategi for udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer (PtX-strategien) afsætter Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu 244 mio. kr. fra REACT-EU til at løfte udviklingen af nye, grønne teknologier. Visionen er, at CO2 skal omdannes fra at være et klimabelastende affaldsprodukt til et råstof, der danner basis for produktion af fremtidens grønne brændstoffer.
Indsatsen skal dermed gøre nye, grønne nøgleteknologier markedsparate og er særligt målrettet Power-to-X-teknologier (PtX), herunder elektrolyse og løsninger på brintområdet. Den kommende indsats kan også omfatte udviklingen af CO2-fangst, -lagring og -anvendelse, bæredygtige og effektive vandteknologiske løsninger og løsninger inden for biosolutions.
Den nye REACT-EU-støttede indsats understøtter ambitionerne i regeringens PtX-strategi og understreger samtidig Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses strategiske fokus på grøn omstilling og innovation, herunder at virksomheder i hele landet får styrket deres konkurrencekraft gennem innovation.
Kilde: Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

