Det går bare fremad for det danske byggeri, viser tal fra Byggefakta. Ifølge deres seneste opgørelse omkring professionelle byggerier i Danmark blev der i 2016 igangsat byggeprojekter for 72,7 milliarder. Dermed er det fjerde år i træk, at det går den rigtige vej for det professionelle projektmarked.
I 2014 tog byggeriet et ordentligt hop, og der blev igangsat projekter for hele 11 milliarder kroner mere end i 2013. I 2015 holdt niveauet med en mindre tilbagegang på tre procent. Det ændrede sig så igen i 2016, som blev endnu et år med fremgang på det professionelle projektmarked. Der blev igangsat byggeprojekter med en samlet værdi på 72,7 milliarder kroner i 2016, hvilket er en fremgang på mere end fem milliarder kroner i forhold til niveauet i 2015.
Fremgangen ses især i Region Hovedstaden, hvor der blev igangsat projekter for hele 32,2 milliarder kroner i 2016. Det svarer til projekter for 7,2 milliarder kroner mere end i 2015. Byggeriet i Region Hovedstaden udgjorde dermed hele 44 procent af det professionelle marked i 2016, hvilket er et rekord højt niveau. 2016 bød også på fremgang, dog noget mindre, for byggeriet for Region Sjælland. Byggeriet i Region Syddanmark holdt niveauet i 2016, mens der har været tilbagegang i både Region Midtjylland og Nordjylland.