Nu kan 15 danske kommuner se frem til at bygge wi-fi hotspots. EU har nemlig spyttet 15.000 euro i kassen, så det er muligt at etablere de offentlige hotspots, der giver både hurtigt og ikke mindst gratis internet.
Med WIFI4EU gennemførte EU-Kommissionen i november en ansøgningsrunde, hvor der blev givet støtte til etablering af wi-fi hotspots til de 15 danske kommuner, som ansøgte først. Det drejer sig om Assens, Hjørring, Ringsted, Stevns, Norddjurs, Bornholm, Syddjurs, Holbæk, Randers, Hillerød, Fredensborg, Nyborg, Vordingborg, Fredericia og Langeland kommune.
Det er en ændring i teleloven, som kom i hus sidste år, der giver kommunerne mulighed for at etablere disse spots. Det skal dog ske under hensyntagen til konkurrencen på området.
Hvis andre kommuner kom for sent ud af starthullerne, kan de godt gøre sig klar. EU-Kommissionen har oplyst, at der vil komme yderligere to ansøgningsrunder under WIFI4EU i 2019, hvor kommuner kan ansøge om støtte på ny.
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet