
I alt er der kommet 144 projekter ind til Renover-prisens nomineringsudvalg. Udvalget skal nu udvælge de projekter, der skal kæmpe om de endelige priser.
I år er der nemlig hele tre priser. Det skyldes, at prisen uddeles for 10. gang. De tre priser bliver tildelt vinderen af hver af de tre kategorier; ”bygninger, vi bor, arbejder og oplever i”. Vinderen i hver kategori får – udover æren – også en check på 50.000 kr., der går til hele holdet bag renoveringen.
I anledningen af jubilæumsåret øges antallet af nominerede fra seks til ni projekter fordelt på de tre kategorier. Nomineringsudvalget får i sit arbejde med at finde de nominerede støtte af BUILD, Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet, der gennemfører en faglig vurdering. Inden offentliggørelsen i medio juni gennemgår de nominerede en sidste kontrol, der udføres af advokatkontoret Molt Wengel. Vinderne kåres ved en prisfest i København i september 2022.

