De får travlt hos el-netselskabet Radius og målerproducenten Kamstrup i den kommende tid. Inden udgangen af 2019 skal cirka én million husstande i Storkøbenhavn, Nordsjælland og Midtsjælland have nye el-målere – det er såmænd bare 1.500 om dagen.
– I 2020 skal samtlige danske husstande have en fjernaflæst måler. Det betyder, at vi sammen med Kamstrup skal ind i cirka 1.500 hjem om dagen. Det kræver selvfølgelig en detaljeret planlægning og nogle kreative løsninger, så vi sparer tid, forklarer Anders Vikkelsø, teknisk direktør.
Servicebiler vil således blive gjort klar med målere og andet relevant udstyr i nattetimerne, og i nogle byområder vil montørerne transportere sig rundt på cykler. Det sparer tid i forhold til at skulle finde parkeringspladser.
Målerne udskiftes løbende i geografisk opdelte områder, og kunderne får et orienterende brev fra Radius cirka en måneds tid før målerskiftet. Tidsplanen for udskiftningen kan ses på radiuselnet.dk, hvor der er detaljerede oplysninger om projektet, og i hvilken periode, kunderne vil få deres nye måler.